Stay Sick! nr. 5 - zinet der aldrig udkom!

...Og med 6-7 års forsinkelse velkommen til denne blasfemiske udgave af STAY SICK!!!!

"Blasfemisk", fordi SS naturligvis skal være trykt, eller rettere fotokopieret på dårligt papir med sorte klatter til at gøre det ud for billeder! Og i A5-format, så man ikke er i tvivl om, at der er tale om et snusket undergrundsblad! "Kloakrotten fra undergrunden", som UNCUTs Kristoffer Ovesen da vist engang udtrykte det.

Så hva' fanden i helvede er det her for noget pis! Læserne har ventet siden 2004 på et nyt nummer af Danmarks bedste filmblad og så blir de satanedeme spist af med sådan noget Cyber-lort!! [placér her selv en vred smiley med fråde om munden og blod i panden].

Tja, well, what can I say!? Ikke andet, end at det her IKKE er et nyt nummer af STAY SICK! som sådan, men derimod et meget gammelt nummer, der bare aldrig udkom i sin tid! Sagen er den, at da jeg havde udsendt nummer 4 tilbage i 2004, gik jeg straks i gang med et nyt nummer. Dengang gik der gerne et års tid mellem hvert nummer (det første nummer, nr 0, udkom i 1999), men efter nr. 4 skete der bare ikke så meget mere, jeg har sgu ikke engang noget svar på, hvorfor det gik sådan. Nogle gange går tingene bare, som de går.

Anyway, på de følgende mange sider... øhh... i de nedenstående mange blogindlæg kan du læse det materiale, der skulle have gjort det ud for STAY SICK! nr 5. Der er sådan ca. alt det materiale, jeg havde i mit "SS-hovedkvarter" på computeren, men hvis du undrer dig over, hvorfor jeg så ikke bare udsendte det som blad, så skyldes det jo delvis, at meget af det materiale, som var planlagt skulle skrives, ikke blev det - ganske sikkert, fordi jeg er doven og ikke kunne tage mig sammen.

En del af de indlæg, jeg her bringer, er i øvrigt ikke engang helt færdige. Jeg har dog valgt kun at medtage anmeldelser, som alligevel er så langt henne i processen, at man kan få noget ud af dem. Jeg har masser af overskrifter med 5-6 sætninger nedunder, som ikke er taget med; Det ville simpelthen være spild af plads.

Det skal iø også nævnes, at jeg for 99% af materialets vedkommende IKKE har gjort noget ved det ifm. denne "udgivelse". Det foreligger altså, som det blev skrevet i sin tid. Jeg har ikke engang genlæst det, og det er højst sandsynligt, at der er bisarre fejl og måske endda pinligheder, som dengang ganske forbigik min opmærksomhed. Dette indhold skal altså nærmest betragtes som nogle råoptagelser, der bliver udsendt, efter at et band er blevet opløst og dermed ikke kan gå tilbage i studiet og gøre det helt færdigt. Jeg kunne naturligvis godt - jeg gider bare ikke, haha!

Men helt ærligt, jeg gider ikke sidde og rette i gamle anmeldelser fra en tid, hvor jeg råbte skældsord efter videoselskaber, fordi de udsendte fullscreen-udgaver på VHS og deslige. Det er cool nok at læse, men jeg gider ikke rette i det, for det har ikke rigtig den store relevans i dag.

En anden ting, jeg heller ikke har gidet gøre ret meget ud af, er billeder! Jeg har simpelthen bare taget teksterne fra min computer, men har IKKE scannet noget nyt ind! Så bortset fra et enkelt VHS-omslag, som jeg kopierede for længe siden (og som naturligvis bringes i sort/hvid fotokopi-kvalitet!) er der altså ingen ny-scannede covers!

Den smule billedmateriale, der trods alt er, er kopieret fra den udgave af nr 5, som jeg rent faktisk havde flikket sammen på et tidspunkt (der findes faktisk eet enkelt fysisk eksemplar på 32 sider, som jeg printede ud på min laserprinter! Det er den slags, der kunne få Hr. Larsen til at savle for at få fat i det i gamle dage, LOL), og de hvide streger, som man kan se i siderne, er simpelthen computerprogrammet (en oldgammel udgave af Lotus), der viser, hvor marginen sidder.

Ud over filmanmeldelser er der også andre typer indlæg, men dem må du selv hitte rede i. Lad endelig være med at lede efter logik i måden de forskellige indlæg er bragt på, den er nemlig ganske og aldeles tilfældig!

En håndfuld af indlæggene er skrevne af min stab af glade anmeldere dengang og tæller Metin Vardar (der tidligere havde levere til SS), Lars Kramhøft (som fik trykt materiale i nr. 2 af mit engelsk-sprogede zine BANNED IN BRITAIN), Thomas Winther (som også tidligere havde skrevet for SS og iø selv udgav zinet Nyarlathotep og er i redaktionen på bladet Himmelskibet), og sidst er der to fine indlæg fra Henrik Larsen (som i årenes løb har skrevet for de fleste danske zines og selv udgav zinet Obskuriøst), der slet ikke har noget med film at gøre. Med mange års forsinkelse får de nu endelig trykt deres materiale, og med lige så mange års forsinkelse vil jeg hermed gerne sige dem rigtig mange tak for indlæggene!!!

Så på trods af det "forkerte" format, så har du altså her en hel bunke STAY SICK!-indlæg at kaste dig over. Det er alt sammen skrevet i den gamle ånd og selvom det her ikke er et fotokopieret hæfte, som du ka' ta' med på lokum, så sku' der være materiale nok til et par timers læsning. Hmm, nu jeg tænker over det, så har det moderne menneske jo trådløse computere, så du kunne såmænd sagtens tage det med ud på det lille hus, hvis du ville (hører du efter, Ovesen?).

En enkelt ting, der lige bør nævnes her til slut, er, at når du læser "bladet", så skal du huske på, at materialet er skrevet for rigtig længe siden. Fra tid til anden er der referencer til en scene og dens mennesker, og når man læser, kan man nemt glemme, at materialet er gammelt. Tiden er en anden. Den scene, som STAY SICK! var en del af i midten af nullerne, er desværre død nu. Død som en sild, og min kontakt til en del af de mennesker er også væk. Den slags er trist, men sådan går det nu engang her i livet. Nogle gange sker det automatisk - og andre gange, fordi jeg siger min mening! Og med det opmuntrende budskab er der vel ikke andet at sige end det sædvanlige...

Yours in gore
Jack J




DET PRAKTISKE:
Hvis du ikke gider køre gennem alle indlæg, så har jeg for nemheds skyld lavet et indeks (i bjælken til højre) kun med indholdet fra SS #5. Du kan også nøjes med at klikke på den label, der hedder "Stay Sick #5 anmeldelser", der sidder nederst i dette indlæg, så får du også udelukkende indlæggene fra SS #5 (inklusiv de indlæg, der ikke er anmeldelser).

Forside + editorial-siderne

[klik på billederne for at læse teksten]



Her er forsiden, som den muuuligvis var kommet til at se ud, men det skal altså siges, at det blot var et udkast både med hensyn til billede og indhold. Det lovede indhold var for den største dels vedkommende idéer, som jeg gerne ville have haft med, hvis ellers det havde skrevet sig selv, haha. Men alt det stads tar fandeme så lang tid at skrive og selvom det var/er sjovt og alting, så er det også et stort arbejde. Og enhver hobby skal man som bekendt kun lave, så længe det er sjovt, ellers blir det bare en sur pligt og så er grundlaget lissom borte, eftersom man i sagens natur ikke tjener noget på det.



[klik på billedet for at læse teksten]

- Og man bemærker naturligvis den arrogante tone, som redaktøren udviste overfor de andre eksisterende fanzines dengang. Det skal naturligvis tilføjes, at det var kærlige hug til vennerne på undergrundsscenen (hvor tingene dog ændrer sig, desværre).




Layoutet i nr. 5 var efter al sandsynlighed blevet et straight layout ligesom i nr. 4. Det tidligere kaotiske layout fra de første numre havde jeg kastet i skraldespanden. Det var sjovt og alting, men det ærgrede mig dengang, at der blev lagt mere mærke til layoutet end indholdet af nogle læsere. Nå ja, det var i alt fald, hvad jeg tænkte dengang, om det så i virkeligheden var rigtigt eller ej, ved jeg sgu ikke. Det var det sikkert ikke. Du kan iø desværre ikke forstørre dette scan, men begge anmeldelser er naturligvis også bragt som indlæg her på siden.






Ovenfor den obligatoriske kolofon og en tilstødende ekstra-kasse til ære for en arbejdskollega, der desværre gik bort. Hverken email-adressen endsige hjemmeside-adressen gælder mere (det var iø Henrik Larsen, som venligt havde lavet hjemmesiden, og tak for det). Og de nævnte 150 trykte ex og navnet på trykkeriet gælder naturligvis heller ikke, eftersom bladet ikke udkom. Trykkeriet var dog der, hvor jeg fik fotokopieret flere af de tidligere numre.





Der var også denne gang planlagt en lille gave til læserne ligesom i nr. 4 (hvor de første 20-25 læsere fik et gratis tegneseriealbum med lejemorderen "Torpedo"). Og så ønskes der naturligvis i god tradition med alle de forgående numre død over Korsør.
:D

Time Walker

DK-titel: Jagten på Pyramidernes Skat (på coveret) / Jagten på Pyramidens Skat (på filmen)
Dir: Tom Kennedy (USA, 1982)
Distro: PolyGram Home Video (DK)
Info: video, fullscreen

anmeldt af Jack J
Nogle videnskabsmænd fra et universitet finder en gammel mumie i Ægypten og bringer den med sig tilbage til USA. På universitetet begynder filmens hovedperson, en professor et-eller-andet, at undersøge den gamle døde filejs. En af hans medhjælpere, en studerende med kløe i roen, finder en skjult skuffe med nogle ædelstene i. Han snupper stenene og begynder at afsætte dem til folk, han enten skylder penge eller vil i seng med. Men da mumien skal fremvises til pressen, er den pludselig væk - hvem har mon stjålet den. Well, ingen! For mumiemanden er nemlig en fyr fra det ydre rum og nu er han skide sur over, at hans ædelstene, som i virkeligheden er krystaller til hans transistorradio, er blevet hugget. Og i resten af filmen går jagten så på henholdsvis mumien og krystallerne (og ind i mellem når professoren også lige at duske en studine).
Time Walker er en ganske underholdende, men dum horrorfilm, som der ikke skal tænkes over alt for meget, bl.a. skal man nok ikke spørge om, hvorfor forfatterne helt glemte at inkluderer hovedpersonen i ca. 20-25 min. hen mod slutningen!
I rollen som universitets pengegriske rektor ses James Karen fra Return of the Living Dead og han er jo altid god. Jeg ville dog ønske, han fik nogen flere hovedroller, for han var altså ret underholdende i Return.
Der er desværre ikke rigtig nogen splatterscener i Time Walker, men der er til gengæld heller ikke noget stupid lallehumor. Til slut ender filmen med "Fortsættes", men det skal vist ikke tages alvorligt (men man ved jo aldrig, jeg troede jo heller ikke, at Demolition High virkelig ville fortsætte, men det gjorde den altså, såå... who knows!). Der er godt nok nogle af karaktererne, som får ens tæer til at krumme sig i kramper lige lovlig meget, men hvis man som jeg kun har betalt 15 kr. for båndet, så det er det til at leve med!

Colt 45 Serien nr. 11: BLODIGT BRYLLUP (bog)

(Sioux Uprising)

Edge nr. 11 er en meget anderledes bog fra resten af serien. Til forskel fra de tidligere bøger er der ingen flashbacks til borgerkrigen og måske er bogen dén i serien, hvor Edge er mest... venlig! Næsten menneskelig, uden had, uden trang til at skære halsen over på andre mennesker med sin barberkniv! Ja, jeg må indrømme, at jeg var ret overrasket, og overraskelsen hold sig i et godt stykke frem i bogens første del. Men i virkeligheden er det kimen til Edges had og mangel på kærlighed til sin næste, der her blir lagt - så det hænger alt sammen sammen alligevel.
Sagen er den, at Edge skal giften med kvinden Elisabeth, som han mødte i bog nr. 9. Faktisk begynder bogen med brylluppet på den farm, de har købt og slået sig ned på. Edge nyder livet og som tiden går, kommer hans personlighed længere og længere bort fra den samvittighedsløse dræber, som Edge er. Han begynder med andre ord mere og mere at blive Hedges igen. Han stiller våbnene i skabet og ender endda med at hænge sin skjulte barberkniv væk. Virkelig store sager og jeg var mildest talt overrasket (men dog ikke specielt bekymret for at det skulle fortsætte resten af Edges liv, da der på daværende tidspunkt stadig manglede mere end 30 bøger i serien!). Men al denne mildhed; Edge der fører (næsten) almindelige samtaler med sine naboer, køber gaver til sin kone, pløjer jorden, osv., fik mig til at synes, det sgu næsten mindede om en MORGAN KANE-bog (ja, ikke at der er noget galt med Kane, men med dén karakters dagligdags problemer osv., er der en verden til forskel de to serier imellem).
Der går et stykke tid, hvor livet (og læserens mulighed for at lærer Edges flinke indre at kende) går uden vold og død (tre og et halvt kapitel for at være eksakt), men så ramler det hele samen igen. Edge kommer hjem tids nok til at se nogle rødhuder ride hylende og skrigende (som den slags nu gør) væk fra hans knaldhytte. Elisabeth er væk og Edges sætter efter dem på et hævntogt. Et "hævntogt", fordi han er sikker på, hun er voldtaget og dræbt, når han engang når frem. Resten af bogen handler om dette hævnridt, hvor Hedges endnu en gang forvandler sig til Edge (og denne gang for stedse).
Jeg skal naturligvis ikke afsløre slutningen her, men den overrasker! Bogen er bestemt een af dem, hvor man lærer personen Edge/Hedges bedst at kende.

"Edge holder bryllup... men Døden står som forlover!"

Læser splatterfilmfans bøger??? (halvfærdig bogsektions-intro)

Da jeg var barn læste jeg en masse bøger, helst nogen med mysterier og så'n, men i 8. klasse ændrede det sig med eet slag fuldstændig; På en indkøbstur med de gamle fik jeg øje på et tegneserieblad i en kiosk. Bladet var Seriemagasinet nr. 246. På coveret stod der: "Har du sommerferie, så er det dig og SM"! Jeg købte naturligvis bladet og var straks solgt! I samme sekund vidste jeg, at jeg måtte samle på tegneserier, og det gjorde jeg så - i mange år fremover (og sku du være interesseret i hele historien, så ka du checke den ud på en helside i Spider-man #?? fra 2000). Det blev samtidig dødsstødet til Jack som boglæser... dengang i 8. klasse. Og hvorfor skulle det være anderledes? Enhver ved sine fulde fem, der opdager tegneseriemediet, vil tænke "hvorfor læse bøger, når man kan læse blade???" Check selv Mads Jensens artikel om gamle Gru-blade ud i Mondo Franko # 2, hvor han siger: " xxxxxxxxxx" Så sandt, så sandt! På alle de skoler jeg i årenes løb har gået på, har alverden lærere altid forsøgt at tvangsfodre mig med alverdens klassiske romaner, som de mente var vigtige - oftest uden held! Halvdelen af de obligatoriske bograpporter på HF, som skulle afleveres for at kunne afslutte, fik jeg først afleveret efter at undervisningen var stoppet. Så vidt jeg husker, var det fire bøger jeg manglede, og ud af dem skrev jeg en rapport over en, som jeg havde set som film, en anden havde jeg læst som tegneserie og der var en, som jeg havde læst for længe siden. Jeg husker ikke den sidste, det er muligt, at jeg rent faktisk læste den som rigtig bog! Jeg ka ikke rigtig huske hvornår bøgernes verden begyndte at tiltrække mig igen, muligvis var det Ann Rices En Vampyrs Bekendelser (Interview with the Vampire), som jeg fandt billigt på et forårsbogudsalg i begyndelsen af 90'erne (og hvis nogen skulle undre sig over, hvad een, der ikke læser bøger, laver på et bogudsalg, så er det såre simpelt; man ka sgu da købe tegneseriealbummer på bogudsalg!!! Og filmbøger!). Jeg holder i øvrigt meget af Ann Rices første gyserromaner, bl.a. fordi de har den der erotiske drejning til personerne, som gyserforfattere ellers ikke interesserer sig en døjt for. Men ellers gider jeg ikke læse gyserbøger; dermed ikke forstået, at jeg synes, de er dårlige, nej nej slet ikke, der er sikkert mange, der er glimrende og ganske udmærkede, men når man nu, som jeg, både ser en masse horrorfilm og osse læser skræktegneserier, så blir det lidt for meget overkill osse at skulle læse gyserbøger! (men hvis du gør det, er det naturligvis helt fint!). Jeg har i stedet kastet mig over kriminallitteraturen, og næhh nej, ikke Agathe Cristie's Miss Marple, "der løber rundt nede i den engelske landsby for at se om det var butleren der gjorde det", som Henrik List beskrev de mere mysterieagtige kriminalromaner i en temalørdag (om kriminallitteratur på DR2 for et par år siden med titlen Mine Aftener i Helvede), men derimod den hårdkogte kriminallitteratur, der tog sin oprindelse i de amk. pulp-hefter fra 1930'erne

Malteserfalken (bog) ikke-færdiggjort anmeldelse

MALTESERFALKEN
Originaltitel: The Maltese Falcon (USA, 1929)
Alternative DK-titler: Den Maltesiske Falk, Ridderfalken
Forfatter: Dashiell Hammett
Oversætter: Kurt Kreutzfeld
Forlag: Fremads Kriminalromaner
Format: paperback, 1. oplag, 188 sider (1966)
Oprindelig pris: ikke oplyst

The Maltese Falcon må være - hvis ikke dén - så een af de mest kendte pulp-romaner, og der findes vel næppe nogen i den vestlige verden, der ikke har set xxxx filmatisering fra 19xx med Humphrey Bogart i hovedrollen. Filmens engelske originaltitel er lig bogens og i Danmark blev den lanceret som Ridderfalken. Bogen er i dansk oversættelse udkommet en hel del gange efterhånden og for forvirringens skyld under forskellige titler; både filmens titel, men også som xxx og under den titel, som mit eget eksemplar fra 1966 har, nemlig: Malteserfalken - som jeg i øvrigt selv foretrækker. Men egentligt er det bedøvende ligegyldigt, hvilken titel man på forskellige tidspunkter har valgt at prakke på bogen i Dannevang i tidens løb, hvad er enerådende gyldigt her er indholdet mellem for- og bagsiden - og dét er der ikke noget galt med!
Hvis ellers jeg har husket at skrive en ordentlig indledning til denne sektion om pulp-romaner/pulp fiction/kriminallitteratur, så har jeg sikkert ævlet spalte op og spalte ned, om hvem der var de vigtigste og de første rigtige forfattere indenfor den hårdkogte kriminallitteratur, som i de tidlige dage i 1920'erne og 30'erne i USA blev trykt på dårligt papir i billige hæfter; de såkaldte pulp magazines. Og jeg har sikkert også plapret om både Raymond Chandler, der skabte privatdetektiven Philip Marlowe, og om Dashiell Hammett, der var et tiår før Chandler og hvis private eye hed Sam Spade. Hvis ikke jeg har, så burde jeg have haft gjort det.
En dag kommer et pigebarn1 valsende ind på Spade & Archers detektivbureau, hvor hovedpersonen Sam Spade har sin gang sammen med kompagnonen Miles Archer og sekretæren Effie Perine (endnu et pigebarn!). Den unge kvinde er ude af sig selv og disker op med en historie om sin teenagesøster, der er løbet væk til storbyen, hvor hun gør det frække med en mandsperson, der muligvis kommer fra den anden side af sporet! Kvinden må absolut have fat i søsteren og få hende med hjem inden forældrene kommer tilbage fra Europa. Miles aner en mulighed til at komme i nærkontakt med den veldrejede klient og påtager sig opgaven at finde søsteren og den farlige mand og "overtale" hende med enten god vilje eller magt. En simpel sag umiddelbart, men det går naturligvis ikke så let. Sent om natten ringer Spades telefon. Det er strisserne. Miles er blevet knaldet ned på klods hold. Politiet kommer på sporet af manden, som den unge kvindes søster skulle gemme sig hos. Problemet er blot, at han også er død - og kvinden har slet ikke nogen søster. Og som om det ikke var nok, tror panserne, at det er Sam Spade, der har dræbt kollegaen, fordi han efter sigende havde noget kørende med hans kone! Og det er blot begyndelsen. Der er meget mere; den ene ubehagelige, lyssky personage dukker op efter den anden og tilsyneladende har det noget at gøre med een eller anden fugl, en falk... en malteserfalk!
Malteserfalken er virkelig god. Den er velskreven, sproget flyder derudad og man bemærker ikke, at den er fra 1929 - når ellers man ser bort fra, at Spade ikke slår noget op på computeren og at der ikke er nogen, der siger "Hva' så der". Medens jeg skriver det her, er det vel et par år siden, jeg sidst har set filmatiseringen, så jeg husker ikke lige alle detaljerne fra filmen, men som det altid gør sig gældende, så kan en filmversion aldrig have hele bogens indhold med. Nogle af de manglende passager må man dog gå ud fra mangler ikke på grund af filmmediets begrænsninger, men slet og ret fordi de var for vovede for Holywood, da filmen kom ud i 19xx. Der er indtil flere nøgne pigebørn og Spade dyrker lagengymnastik med den unge klient. Endvider kom bogens slutning som lidt af en overraskelse. Jeg skal naturligvis undlade at røbe slutningen her (den slags unoder overlader jeg til Frank Brahe!!), men husk på, at Holywood-filmmatiseringer oftest er mere happy, end det ofte er tilfældet i deres litterære oplæg!
Jeg kan kun anbefale Malteserfalken og hvis tilfældet skulle være, at du ikke før har kastet dig over pulp fiction-romanerne fra de originale hårdkogte dage i 1920-30'erne, så er Malteserfalken et glimrende sted at begynde. Som tidligere nævnt er den udsendt på dansk flere gange, det er ganske vist snart længe siden sidst (xxxx, 198x), men om ikke andet kan den lånes på biblioteket og den fås naturligvis nemt på engelsk (og ellers kan du jo forhøre dig hos Hardboiled Crime Books, hæ hæ! - Check reklamen på side et-eller-andet!). Jeg har selv kun læst bogen på dansk, så jeg kan ikke sammenligne Kurt Kreutzfelds oversættelse med originalteksten, men sproget flyder fint, så den er såmænd sikkert ganske glimrende, og det faktum, at der fra tid til anden bruges nogle gamle dansk udtryk, der forlængst er gået i glemmebogen, gør ikke noget, det er faktisk ganske charmerende (også selvom det virker lidt komisk, at Spade hele tiden tænder sine smøger med et "fyrtøj", ha ha).
Sam Spade vendte i øvrigt tilbage i xxxxx.

The Young Ones 1+2 (Lars Kramhøft)

DK-TITEL: De Unge (Dog ikke på denne udgave)
ENGLAND, 198?
DIR: Geoff Posner
DISTRO: BBC Worldwide
DVD-INFO: Reg. 2, fullscreen
EXTRAS: Jack shit!
LÆNGDE: 200 min. hver
CAST: Rick Mayall, Adrian Edmondson, Nigel Planer, Christopher Ryan og Alexei Sayle

Som ludfattig studerende har jeg aldrig kunne tage mig sammen til at købe serier på DVD... simpelthen af den grund at man er nødt til at købe box-sets med hele sæsoner af gangen, og dermed hoste op med 800-1000 kr. på én gang. Derfor er dette også mere ment som ren forbrugerinformation for andre fattigrøve, end egentlig anmeldelse: Lige for øjeblikket kan man nemlig i Bog & Ide købe to DVD´er til 100 dask pr. stk, hver med 6 episoder af en af verdens absolut sjoveste og fedeste tv-serier, The Young Ones!
Det skal lige siges at der er tale om virkeligt skrabede udgivelser – no extras, no nothing – men til den pris, hvem kan så klage?
Hvis du ikke allerede kender serien, så er dette her en enestående chance til at stifte bekendtskab med de fire low-lifes, Rick ”the peoples poet”, Vivian – punkeren der studere til læge, hippie-Neil og Mike, ”the cool person”, og deres absurde eventyr – her taler vi virkelig og syret underholdning af en kaliber som det ellers kun er Monthy Python der kan levere.
Episode-liste: DVD #1: Demolition, Oil, Boring, Bomb, Interresting og Flood. DVD #2: Bambi, Cash, Nasty, Time, Sick og Summer Holliday.
Dem der allerede kender serien vil muligvis nikke genkende til titlerne – som Bomb, hvor gutterne ikke kan komme til køleskabet fordi der pludselig står en atombombe foran, eller der hvor Vivian må æde fjernsynet fordi pejlevognen er kommet forbi. -Og hvem husker ikke Alexei Sayle som Mussollini der optræder med sangen ”Stupid Noises?” I Cash er Vivian blevet gravid, og da de fire venner er så fattige at de har levet af sne i ugevis, hvad er så mere naturligt end at sende stakkels Neil ud at arbejde – som politimand? Og, da dette nu er Stay Sick!, så husk lige afsnittet Nasty som netop handler om videovoldsfilm – Vivian og Mike har fået fingre i en videomaskine og har planlagt at svælge i vold og sex hele natten (Rick: ”Won´t the carpet get all sticky then?”)... hvis altså bare de kunne få lortet til at virke!
Jo, køb du bare de to DVD´er, så er du sgu sikret mange timers go´ underholdning!

The Maxx (Lars Kramhøft)

USA, 1996
DIR: Gregg Vanzo
VOICES: Michael Haley, Glynnis Talken, Amy Danles mfl.
MUSIC & SOUND DESIGN: Kurt Vanzo
CREATIVE SUPERVISOR: Sam Kieth
DISTRO: TV2 (Oprindeligt: MTV!)
Baseret på tegneserien The Maxx af Sam Kieth & Bill Messner Loebs.

Engang i begyndelsen af 90´erne forlod en gruppe prominente tegnere og forfattere DC –og Marvel Comics med den ambition at starte deres eget forlag, hvor de selv skulle eje rettighederne til de figurer de fandt på. Det var bl.a. så kendte folk som Jim Lee og Todd Mcfarlane, og forlaget de stiftede kom til at hedde Image. Ideen var god og vældig prisværdig, og Image-serierne blev da også hurtigt populære i USA (De er dog aldrig rigtig slået an i DK, og selvom Spawn sælger godt over there har den aldrig overlevet ret længe af gangen her – så vidt jeg ved er Bone vist den eneste Image titel der for alvor er blevet hængende), desværre var det mest ligegyldige big-tits-big-guns serier henvendt til frustrerede teenagere som Image ”berigede” verden med.
Og hvad skal vi så med en historisk redegørelse om amerikanske tegneserieforlag i et psykkotronisk-filmblad er der måske nogle der spørger, men tag det nu roligt, jeg skal nok komme til det.
Som nævnt var det mest en dels lort der kom ud at stå på hylderne fra Image, men i tidens løb er det også blevet til en pæn håndfuld virkelig gode og bemærkelsesværdige kvalitetsserier, som f.eks. Powers, Midnight Nation, Bone og mange andre. En af de allerbedste og (desværre) mindst kendte er The Maxx, en serie på 35 numre skrevet af Bill Messner Loebs & Sam Kieth (Loebs faldt fra efter #19) og tegnet af Sam Kieth.
And lemme tell ya, The Maxx er en af de bedste tegneserier jeg NOGENSINDE har læst, og nu kommer vi så til forklaringen på hvorfor jeg har skrevet denne anmeldelse, The Maxx findes nemlig også som en tegnefilmsserie på syv afsnit! –og selvom tegneserien som sagt er genial, så er tegnefilmene, tro det eller lad være, om muligt endnu bedre, og ingen, jeg gentager INGEN som interesserer sig for kult og weirdo-psykkotronika bør snyde sig for den fascinerende og unikke oplevelse de er. Og mærk dig mine ord kære læser, selv om div. anmeldere efterhånden kalder alt lige fra Ringenes Herre til The Simpsons for ”kult”, så er her, med The Maxx, virkelig tale om kult, med capitol fucking K!
Serien følger det første story-arc fra tegneserien (ca. #1-12), om Maxx (Med total fed stemme af Michael Haley der i øvrigt, sammen med Glynnis Talken, også har lagt stemme til computerspillet Diablo! Verden er lille.), en stor klump i et lilla trikot og med en lampeskærm som maske, der lever sit liv mellem to verdener – storbyen, hvor han hutler sig gennem tilværelsen og bor i en papkasse, og så Pangea, en drømmeverden befolket med guder og monstre. Maxx´s problem er at han ikke selv bestemmer hvornår han skal skifte mellem de to verdener, hvilket forståeligt nok gør ham ret forvirret. Bedre bliver det ikke af at væsner fra Pangea begynder at dukke op i storbyen (bla. de små sadistiske Isz, der mest af alt ligner sorte fallos-symboler med store fødder og spidse tænder!) samtidig med at denne terroriseres af en mystisk voldtægtsforbryder og troldmand ved navn Mr. Gone, der som en anden Freddy Krüeger kan gå ud og ind af folks drømme. Her skal det da forresten lige indskydes, at hver gang Mr. Gone dukker op, hører man sangen ”I wanna marry a lighthouse-keeper” blive spillet i baggrunden – og det er netop den selvsamme sang man hører der i A Clockwork Orange hvor Alex kommer hjem efter at have været i behandling! How´s that for trivia!
I den virkelige verden prøver sagsbehandleren og feministen Julie Winthers at tage sig af Maxx, der er overbevist om han selv er en superhelt (”He tries to do good, but mostly he just ruins things and screws up!”), men ikke nok med det, hun findes også i Pangea, men der er hun en ”Leopard-Queen” og Maxx hendes beskytter.
Det lyder måske meget uskyldigt, men hele serien har en aura af uhygge og uforudsigelighed over sig – man ved aldrig hvad der vil ske, og historien tager den ene halsbrækkende 360 graders drejning efter den anden. Man skal edderbrodere mig være vågen og kunne sin Freud for rigtig at fatte historiens omfang, og én gennemkigning er slet ikke nok!
Alt dette er kun toppen af isbjerget, og jeg kan umuligt yde denne guddommelige serie den respekt den fortjener. Jeg har set tegnefilmene utallige gange, og de geniale stemmer og den skumle jazz-agtige musik giver mig stadig gåsehud hver gang.
The Maxx er en af den slags historier der fanger, og som bliver ved med at kværne rundt i hovedet på en (Ja, ligefrem hjemsøger én), og det er BESTEMT ikke for børn hvad end det så er tegneserien eller tegnefilmene vi snakker om. -Men som sagt, stemmerne og musikken giver tv-serien en helt egen styrke som bladende unægtelig mangler.
I det sidste afsnit af TV-serien er der forsøgt føjet en slutning på som ikke findes i tegneserien (der er som nævnt 35 nr.), det virker faktisk okay synes jeg, men hvis man virkelig skal have stillet sin nysgerrighed er der ingen vej udenom tegneserien.
Alle syv afsnit af serien blev vist midt om natten på Tv2 for en 5-6 år siden (det var nemlig den gang Tv2 stadig kunne nosse sig sammen til at vise ting der var mere interessante end Soldaterkammerater og Politiskolen), men den er så vidt jeg ved kun udgivet på video i USA. Vær opmærksom på at denne udgave mangler et afsnit (!), som man ikke mente var ”vigtigt for kronologien”, det er naturligvis noget pis, og paradoksalt nok er det det selvsamme (og eneste) afsnit som jeg aldrig fik optaget fra TV!
For tegneserie-freaks´ne derude kan jeg fortælle at Sam Kieth er en flippet californier og en helt fantastisk tegner med sin helt egen stil og visuelle sans (han lytter til Frank Zappa mens han tegner – hvilket ikke bare vidner om total i orden musiksmag men måske også forklare en del? Prøv selv at sætte The Mothers of Invention: Freak Out på mens du læser The Maxx!), og med The Maxx udvide han helt sikkert grænserne for hvad en tegneserie kan sådan rent grafisk. Her på det sidste er han vendt tilbage til Marvel og har senest tegnet Peter Parker Spider-Man #56-57.
Både det amerikanske bånd og tegneserien kan garanteret skaffes fra Comicxpress i Ålborg.

Irreversible (Lars Kramhøft)

IRREVERSIBLE – Tiden opæder alt
FRANKRIG, 2003
DIR: Gaspard Noé
DISTRO: Internetversion (det er noget svineri – jeg ved det!)
CAST: Vincent Cassel mfl.

Pressen skrev: ”Af mange betragtet som en af de bedste film der nogensinde er lavet... af andre som et iskoldt chock – påtrængende og ubehagelig – besvimelser i biografen forekommer – ingen behagesyg film – men uafrystelig.”

Det er nu tredje gang jeg forsøger at skrive en anmeldelse af Irreversible – det er ikke en film der er særlig let at sætte ord på, og det skal nok gå helt galt for mig, men nu prøver jeg alligevel. Gaspard Noé er blevet kaldt ”en langt vigtigere instruktør end Lars von Trier”, hvorvidt det passer skal I nok ikke spørge mig om , men man kan ikke nægte at Irreversible, hans anden film efter Seul Contre Fous (and I have no idea...) er en højst usædvanlig film som udfordrer, provokere og tvinger seeren til at tage stilling... den er rå, manisk, forvirrende og pisse-ubehagelig at kigge på.
For det første er den ganske enkelt svær at se... og her mener jeg fysisk svær. Historien, som faktisk er et ganske simpel når først man har fattet den, er nemlig delt op i afsnit, som vi får i omvendt rækkefølge... ligesom i Christopher Nolans Memento (uden sammenligning i øvrigt), starter det hele med slutningen – i dette tilfælde en kaotisk jagt gennem en sadomasochistisk bøsse-bar der kulminere med en fyr der får smadret hovedet med en mængde slag af en skumslukker - og går derefter tilbage i tiden, og konstruere baggrunden scene for scene. Det er en spændende ide, som tvinger én til at forstå/opfatte filmen på en helt anden måde end man ellers er vant til, men det gør samtidig også at det er ret umuligt at leve sig rigtigt ind i historien... dette her er tydeligvis et rent stilistisk eksperiment, hvilket også ses på f.eks. fotograferingen – kameraet er helt objektivt og følger bare med personerne som en neutral observatør.
Irreversible har absolut ingen underholdningsværdi... i traditionel forstand. Der er ingen formildende omstændigheder, ingen jokes, ingen distance - intet man som seer kan klamre sig til, når man, nådesløst realistisk får smækket en langtrukken voldtægtsscene i fjæset – en voldtægtsscene der helt sikkert vil kunne gøre selv den mest nederdrægtige sleazebag pinligt berørt, og som kort sagt får Jeff Goldblum & Co´s udskejelser i Deathwish til at ligne ren Børnetime.
Hovedrolleindehaveren Vincent Cassel giver også lige et ekstra strøg af autencitet – han er nærmest uhyggeligt overbevisende og voldsom i sit spil.
Ja, ja, mærkelig og forstyrret film... kameraet svømmer rundt og folk taler konstant i munden på hinanden om ingenting – langt de fleste scener er direkte kedelige og langtrukne, alligevel er der noget der fanger, og sætter tanker i gang på et eller andet underligt plan. En passende dansk tag-line kunne være noget a la ”gjort gerning står ikke til at ændre”, eller som goe´ gamle Groucho Marx sagde, ”Time wounds all heals!” ... det er nogenlunde hvad mit lille hoved får ud af det... men jeg er selvfølgelig heller ikke in-te-llek-tu-el, sådan som anmelderne på Politikken!
Irreversible må vel nærmest sættes i bås med andre franske film som f.eks. Baise Moi (anmeldt i Absurd #6), upoleret og (søgt) provokerende som den er, lysår væk fra den verden man ser i Hollywood-film... og hurra for det.
Hvis du nu har fået lyst til at prøve at se en film der er barsk på en anden og noget mere pågående måde end Fulci -og Argentos, så ta´ og check Irreversible ud. Kan købes hos Absurd-online.dk.

The Others (Lars Kramhøft)

USA, 1999
DIR: Alejandro Amenabar
DISTRO: Scanbox
DVD-info: Reg. 2, lbx. 1,78:1, anamorphic
EXTRAS: Cast & Crew, behind the scenes, mini-doku om sygdommen Xeroderma Pigmentosum, still gallery, trailer, portræt af Amenabar.
LÆNGDE: 100 min.
CAST: Nicole Kidman, Fionnula Flanagan, Christopher Ecleston mfl.

The Others hører overhovedet ikke hjemme i Stay Sick! – det er en dyr Hollywood-produktion, helt og aldeles blotte for elementer som fritgående zombier, bare bryster og diverse fritsvævende indre organer, og med en pæn og respektabel super-stjerne i hovedrollen. –Men selvom jeg hader Hollywood, så har jeg altid haft et eller andet blødt punkt (hovedet måske) for kedelige gamle spøjelses-historie af den slags med blafrende gardiner og døre der knirker... det hører godtnok til sjældenhederne jeg ligefrem gider læse den slags, men sådan en spøgelsesfilm eller to om året har jeg det helt fint med. Nu hører jeg jo så også til en af de heldige der rent faktisk har set et spøgelse i virkeligheden, men det er en helt anden historie...
The Others foregår i tiden omkring 2. verdenskrig, ude på en gammel skummel herregård, hvor Grace (Nicole Kidman) bor alene med sine to små børn, mens hendes mand er i krig. Børnene lider begge af den sjældne sygdom Xeroderma Pigmentosum (Heyyy – Stay Sick!: Nu også med eksotiske sygdomme!) der gør at de ikke kan tåle sollys (det kender mange af os filmnørder jo), så gardinerne er trukket for overalt i huset. Dette alene gør at, ligegyldigt hvad der sker, så ser det skummelt ud!
Der kommer så tre nye tjenestefolk til huset, en gammel dame, en gammel mand og en stum pige, hvilket er ret mærkeligt, da det viser sig at den annonce Grace troede hun havde indrykket, ikke er blevet trykt alligevel... mærkeligere bliver det, da den gamle dame fortæller at hun tidligere har arbejdet på stedet.
Nu sidder man jo så og tror at man har regnet det hele ud, men vores chilenske ven er heldigvis en kløgtig lille fyr der har mange overraskelser og røde sild oppe i ærmerne. Han er tydeligvis en instruktør der har styr på virkemidlerne selvom dette er hans første horrorfilm (og første amerikanske film også, for den sags skyld).
Graces datter begynder at tale med en usynlig dreng, klaveret spiller af sig selv, og der høres fodtrin på loftet. Alt sammen helt klassisk, og set mange gange før, f.eks. i The Innocents, men det er uhyre elegant udført, og jeg sad i altfald med næsten konstant gåsehud!
Slutningen vender op og ned på hele filmen, det er meget opfindsomt tænkt, men jeg synes nu nok det ødelægger lidt for meget. Bortset fra det, er det en meget stilfuld og sofistikeret spøgelsesfilm, pæn & harmløs, jovist, men mon ikke den alligevel kan få nakkehårene til at rejse sig hos de fleste?