Wednesday 19 December 2012

PSYCHO (1960) Alfred Hitchcock, USA


Du kender plottet, så det vil undlade at forlegne os begge med at genfortælle. Det er rigtig længe siden, jeg sidst har set Alfred Hitchcocks PSYCHO, 15 år mindst (og måske nærmere de 20!) og jeg må indrømme, at jeg faktisk tror, jeg var mere begejstret for filmen denne gang. Ja, ikke forstået på den måde, at jeg ikke kunne lide den tilbage i 90'erne, men du ved, hvordan det var dengang; Hvis ikke der var mindst halvt så meget blod, der sprøjtede, som i RE-ANIMATOR, så duede en film ikke rigtigt dengang. Og der er fa'me ikke meget blod i PSYCHO.

Men 15 år senere kan jeg sgu rigtig godt lide film, som har andre kvaliteter end, øh, nå-ja, blodsprøjt (selvom man naturligvis aldrig bliver træt af en afrevet latexarm eller et gummihoved, der eksploderer). Endvidere har jeg heller ikke længere noget problem med Hitchcocks "kørsels"-scener o.l., hvor man f.eks. tydeligt kan se, at landskabet i bag- eller sideruden er projekteret på et lærred bagved ruden og det hele foregår i et studie. Den slags har jeg som sagt IKKE noget problem med mere. Faktisk tværtimod; Jeg VED GODT, at det er en film. Ja, ikke bare en film, men et kodylt KUNSTVÆRK og som sådan må der GERNE bruges kunstformer som TYDELIGT falske hjælpemidler.


Der ændrer ikke på, at det er en film, blot fordi effekterne nutildags ser drabelige eller livagtige ud. Det er sgu stadigvæk en film. Du ved, det er en film. Jeg ved, det er en film. Gelænderet derhenne ved, det er en film. Jeg synes næsten, de "dårlige" effekter nu ophøjer en film som PSYCHO til et klingklangmusik-eksperimentagtigt psykedelisk stadie. Blixa Bargeld og Fritz Lang ville begge have været lige begejstrede. Og det samme ville enhver Dadaist med respekt for sig selv. At vi ikke får serveret nøgenscener er DEJLIGT! At vi næsten ikke ser blod er HERLIGT!! At... spoiler-advarsel... hovedpersonen dør halvvejs inde i filmen, PRAGTFULDT!!! Og at det hele er i krystalklar sort/hvid er BEDRE END TEBIRKES MED PÅLÆGSCHOKOLADE!!!!!

Cool plakat fra det gamle Jugoslavien, som jeg købte for nyligt.


Det er vel cirka 300 år siden, jeg sidst har set Alfred Hitchcocks PSYCHO. Sidste gang var, så vidt jeg husker, engang i 90'erne. Vist nok på en VHS, som jeg havde lånt på biblioteket. Hmm, eller måske et videobånd, jeg havde optaget fra dansk TV? Jeg har tre (edit: FIRE!!) forskellige DVD-udgaver stående på hylden, men når nu det alligevel skulle være, ku' jeg jo lisså godt se det gamle exrentalvideobånd, jeg købte for en del år siden af Mads Jensen (mener jeg bestemt, det var!).

Jeg regner med at gense den inden alt for længe og så kan jeg jo sammenligne med en DVD. Den danske lejekassette var iø i fin stand. Billedet er i fullscreen, hvilket er det samme format, som den blev vist på TV tilbage i de gamle billedrørs-fjernsynsapparats-dage og det så nu ikke ud, som om der manglede noget af billedet. Men nuvel, det kan jeg velsagtens bedre bedømme, når jeg genser filmen på DVD. Det er jo muligt, at billedet "blot" er squeezed og ville have set korrekt ud, hvis jeg havde brugt 16:9-knappen.

Jeg havde i øvrigt håbet, at den danske VHS ville have indeholdt den uklippede udgave; dén udgave, som ikke findes på DVD, men som bl.a. har været vist på tysk fjernsyn! DVD-udgaverne indeholder nemlig alle den R-ratede udgave! Se hvad der mangler her. PSYCHO er udkommet på to forskellige blu-rays, men selvom DVDCompare.net skriver, de er uklippede, så har jeg mine tvivl (men sig endelig til, hvis du har hørt noget andet). Løbetiden er cirka lig med DVD-løbetiden. o_O

PSYCHO er fantastisk og du bør gense den snart.


Check denne fantastiske forfilm til PSYCHO. Der er ikke brugt nogen scener fra selve filmen og man har rigget det hele til, blot for at filme denne trailer. Den slags er det sgu mange herrens år siden, man holdt op med at lave.

2 comments:

  1. "Psycho" er velsagtens en af film som man kan gennemanalysere til hudløshed... jeg er meget glad for den, og må sige at det næsten nok er min ynglings-Hitchcock-film...

    Glem iøvrigt alt om det ligegyldige remake, der faktisk næsten kun er en scene-for-scene-genindspilling...den kan man ikke bruge til så meget... men originalen fortjener klart en plads på hylden over de bedste film.

    Det bliver iøvrigt interessant at se biografifilmen "Hitchcock" der kommer i biffen her næste år... den omhandler blandt andet indspilningsprocessen på "Psycho"... en stor prioritet...

    ReplyDelete
  2. Jeg har ikke set remaket af PSYCHO, men jeg HAR (desværre) set remaket af REAR WINDOW. Argh!! Jeg mindes ikke at have set et værre remake... nogensinde!

    ReplyDelete