Endnu flere film fra 5-kronerbutikken! Over to dage fik jeg set fire britiske film, som jeg aldrig før har set. First off var
SNATCH fra 2000. Instrueret af
Guy Ritchie og med
Jason Stadtham i den bærende hovedrolle (men der er adskillige større roller). Plottet er næsten ikke til at gengive på nogle få linjer, dertil sker der simpelthen for meget hele tiden, men en masse gangstere i London er ude efter en ædelsten, som nogen har smuglet ind fra et eller andet sted. Filmen er en af de allerførste film for både Ritchie og Stadtham. Før SNATCH lavede de sammen filmen
LOCK, STOCK AND TWO SMOKING BARRELS (1998,
den blev åbenbart det helt vildt store dengang tilbage i 1998). Glimrende gangsterkomedie, som jeg ikke havde hørt om før.
Brad Pitt er med som en sigøjner, hvis engelsk man næsten ikke forstår (ingen i filmen forstår ham heller).
Producenten af SNATCH var Matthew Vaughn, og han blev selv instruktør med L4YER CAKE (aka Layer Cake) i 2004. Også en britisk film og også en kriminalfilm sat i Londons underverden. Modsat SNATCH er den dog ikke en komedie. Jeg kendte intet til den, men købte den pga. referencen til SNATCH på omslaget. Det viste sig at være heldigt, for den leverede nemlig også glimrende underholdning. Daniel Craig spiller en 30-something gangster, som har penge nok til at trække sig tilbage, men som en anden gangster i en anden film engang sagde: "I was out but they pulled me back in". Han havde ikke lyst til at forblive i underverdenen, men i de kredse gør man ikke nødvendigvis, hvad man helst vil. Slutningen er iø rigtig fed og U-amerikansk/U-Hollywood-agtig.
Jeg købte Nick Loves THE FOOTBALL FACTORY (også fra 2004) simpelthen fordi jeg fandt den i PlusButikken, kiggede på coveret og tænkte: Hva' fa'en - måske er den go'. Og det var den også, men det var en af den slags film, hvor man sidder gennem første halvdel og tænker: Hold kæft noget lort! Indtil da så filmen blot ud som en bedre dokumentarfilm om fodboldvold - syntes jeg i alt fald. Det lignede næsten en propagandavideo fra den lokale hooligan-klub. Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at jeg er ret ligeglad med fodbold (Nøgenfodbold for kvinder kan lige gå an, men det er sgu så sjældent, at de viser det på DR). Men så 30-40 minutter inde i filmen blev den personlig. Vi lærte endelig karaktererne at kende og så deres bagsider væk fra klubvoldsmentaliteten. Vi følger (uden at det skæres ud i pap) fire "par" i filmen. Ikke romantiske par, men fire gange to mænd, der er venner.
Jeg må indrømme, at jeg ikke genkendte een eneste af skuespillerne bortset fra Dudley Sutton, som spillede bedstefaderen til den unge hovedperson, som også virker som filmens fortællerstemme. Sutton har været med i ufattelig meget i årenes løb, og den eneste film, jeg vil nævne, er Ken Russells mesterværk THE DEVILS fra 1971. Ligesom det var tilfældet med L4YER CAKE slutter filmen på en meget U-amerikansk måde. Og tak for det. Instruktør Nick Love fortæller i den glimrende Making of-film, at han er ret ligeglad med berømthed og at tjene de store penge på sine film. Han vil bare lave gode film. Og når man ser på han filmografi, er den da heller ikke uoverskuelig; gennem årene er det kun blevet til ret få film ift. andre instruktører, men hvis de er lige så gode som THE FOOTBALL FACTORY, så er det fint nok. Jeg vil i alt fald smide dem i kurven, hvis der dukker mere af hans op i 5-kronerbutikken.
Helt i samme ånd som med THE FOOTBALL FACTORY sad jeg de første 45 minutter af FILTH (2013) og tænkte: "Aaargh!" og jeg var SÅ tæt på at slukke for lortet. Men heldigvis holdt jeg ud, og det skulle vise sig at give pote i sidste ende. Igennem de første tre kvarter syntes jeg, at den skotske komedie FILTH var fuldstændig U-morsom. Kort sagt handler den om en skotsk panser i Skotland,som har det sjovt med at fylde en masse kulørte piller i svælget og sniffe bagemel (eller hvad fa'en det nu var). Og humoren var ikkemorsom. Jeg overvejede, om der var tale om speciel skotsk humor, som jeg blot ikke fangede, men så halvejs inde vender filmen pludselig. Den alkoholiserede, korrupte panser på narko, som væltede sig gennem den ene umorsomme scene efter den anden, blev pludselig til en film om en alkoholiseret, korrupt panser på narko - på vej ned! Fra at være en umorsom komedie skifter filmen til et portræt af en fucked up strisser i rendestenen. Og NU blev den interessant. Jeg blir nødt til at gense den! Filmen er instrueret af Jon S. Baird og baseret på en bog af Irvine Welsh, som også skrev Trainspotting. Baird har iø kun instrueret een eneste film efter denne, STAN & OLLIE fra 2018.
Alle fire film viste sig at være glimrende, og jeg kan ikke anbefale nogen som værende bedre end de andre. De danske dvd-udgaver er alle gode, omend SNATCH godt kunne være bedre (low res anes her og der).
