Monday, 15 February 2021

MYSTERIOUS TWO - fjernsynsudgaven af virkelighedens HEAVEN'S GATE

"Mysterious Two" på hollandsk ex-rental-video fra V.I.A.-TAPES.
 I går fik jeg en reklame fra den danske Scientology-kirke i mit newsfeed på facebook. Spøjst nok i sig selv, men endnu mere bizart idet jeg om aftenen helt tilfældigt valgte at smække et gammelt hollandsk videobånd på. Filmen var MYSTERIOUS TWO - en glemt TV-film fra 1982 med John Forsythe ("Blake Carrington" fra "Dollars") i rollen som en vækkelsesprædikant fra det ydre rum. 

Båndet var iø fra den kasse af videobånd, som jeg modtog forleden fra Kurt i Finland (se indlæg fra for et par dage siden), og det viste sig, at filmen også handlede om en mildest talt mystisk og skræmmende religiøs kult. Og ikke nok med det, men da jeg i dag lige ville researche lidt, før jeg skrev dette indlæg, opdager jeg såmænd, at filmens plot stort set er baseret på den virkelige dommedags-kult Heaven's Gates gøren og laden. En kult, som blev dannet i USA  (hvor ellers!) i 1974. 

I filmen lander to rumvæsener - i menneskeskikkelse - på Jorden (i USA, of course) og går i gang med at hverve medlemmer til rejsen ud til ... ja, hvor mon? Hvor det end er, så loves menneskene i alt fald, at de vil blive "Morgendagens mennesker" (eller var det Morgendagens Håb? Morgendagens Nye Verden? Morgendagens Sølvfisk? Jeg husker det ikke så nøje og har ikke tænkt mig at checke efter). 

Filmens instruktør er Gary Sherman, og hvad gamle Sherman ikke vidste, var, at plottet i virkelighedens verden skulle blive endnu mere langt ude end i hans film. I 1997 begik næsten alle gruppens medlemmer (39) selvmord.

MYSTERIOUS TWO er ikke noget mesterværk endsige neglebidende uhyggelig. Men jeg synes, den er ganske glimrende alligevel. Hele forestillingen om, at nogle mennesker er rede til at lade sig indlemme i så vanvittige kult-grupper, hvor de tror på, at et rumskib vil komme og tage dem til en bedre verden, er i virkeligheden mere skræmmende end selv den fæleste Freddy eller Jason (og man bli'r faktisk IKKE snydt for Freddy: En ung Robert Englund er med i en lille rolle). 


Læs mere om Heaven's Gate på Wiki-siden her. Wiki-siden har iø et link til dommedagsgruppens hjemmeside, som stadig er online! 

Omend Gary Sherman ikke er en af de store horror-instruktører, så er han ikke noget ubeskrevet blad i genrefilm-sammenhæng. Han har bl.a. instrueret DEATH LINE (1972), DEAD & BURIED (1981), POLTERGEIST III (1988) og en del mere.

Nedenfor har jeg embedded hele filmen, som ligger på YouTube. Det er ikke udgaven, som jeg har med spiffy hollandske undertekster, og en bruger siger i kommentarerne, at YouTube-udgaven er meget mørk. Men forhåbentligt er den ikke så mega-slidt, som mit hollandske bånd viste sig at være! Jeg har ingen anelse, om der findes en dvd- eller bluray-udgivelse. 

Hele filmen på YouTube:

No comments:

Post a Comment