Thursday, 18 February 2021

THE KILLER INSIDE ME (Burt Kennedy, 1976)


 Jeg har netop set den ret obskure originale filmatisering fra 1976 af Jim Thomsons hårdkogte kriminalroman The Killer Inside Me fra 1952 (Wiki-link om bogen her).  Filmen bære samme titel, og den er så obskur, at stort set ingen bemærkede, at Michael Winterbottoms udgave fra 2010 er et remake!

Jeg læste bogen for fire år siden og så Winterbottoms film kort efter - og var ret skuffet over filmen. Det er jeg så ikke over 1976-udgaven; den er nemlig vældig syret og obskur. Totalt psykotronisk. Skuespillerstaben burde ellers være nok til at få redaktionen hos (for længst lukkede) fanzines, der gør sig i den slags, til at savle; Don Stroud - det dumme svin fra DEATH WEEKEND (DK: Dødens weekend) er med. Det samme er John Carradine, omend kun i en lille birolle. Julie Adams - der engang elskede et uhyre fra dybet er med, og hovedrollen er Stacy Keach, som gør det glimrende, synes jeg. 

Det er faktisk underligt, at filmen hverken er "opdaget" af fans af psykotroniske film eller er genudsendt på blu-ray. Jeg kan rent faktisk kun finde en enkelt dvd-udgivelse - fra USA. Mit eget eksemplar er den danske exrental-video fra Hem Video/Polygram. 

Blandt anmeldere får 1976-filmen for det meste lunkne omtaler med på vejen. Jeg er dog uenig: Filmen skal ses som selvstændigt værk. Sammenligninger med originalbog-forlæg kommer altid til kort, når det gælder filmatiseringer, hvis man spør' mig. THE KILLER INSIDE ME i 76-udgaven er anderledes, sær, obskur og gusten. På anmeldersitet Moria giver anmelderen begge udgaver tre stjerner. Jeg er dybt uenig: 76-udgaven overgår langt 2010-udgaven. Det er synd, at ingen videoselskaber så en chance til at score nogle gysser ved at udsende en blu-ray ifm. remakens udsendelse. 

Af tekniske grunde kan jeg ikke uploade fotos fra eget kamera for tiden, men jeg fandt for- og bagsiden fra den danske udgave online. Og IMDb bruger iø det danske VHS-omslag på deres side.

No comments:

Post a Comment