Saturday 13 July 2024

Jack J's 70'ere: "Når der kommer en båd" (DR, 1978-81)


Jeg har længe (længe!) været ude efter den engelske tv-serie When the Boat Comes in, som Danmarks Radio viste tilbage i slutningen af 70'erne under titlen Når der kommer en båd. Der er næppe nogen, som er gamle nok, og som ikke husker den titel. Jeg har ikke set serien siden dengang, og dengang syntes jeg, at den var stærkt deprimerende og mørk. Englændere på mørke og kolde havnekajer, i mørke og kolde havneknejper, og i mørke og kolde huse eller på vej ned ad mørke og kolde sidegader mellem disse trøstesløse steder. Ikke hyggeligt overhovedet. Men som tv-seer finder man jo ud af, at man er nødt til at gå på genbesøg for at finde ud af, hvordan tingene virkelig var - specielt når førstemødet var i en tidlig og vældig påvirkelig alder. 

Jeg kan ikke huske, at DR (eller nogen anden dansk kanal) skulle have genudsendt serien, og da jeg for nogle år siden begyndte at forsøge at finde disse gamle sager fra tiden med barndoms- og teenagefjernsyn, så var Når der kommer en båd en af de tv-ting, som gav problemer. Serien var simpelthen ikke til at støve op for menneskepenge. Hos imusic havde man den listet, men den var udsolgt i lange tider. Og når den en sjælden gang var hjemme, kostede den lige lovlig dyrt (men nogen - andre - må jo have købt den alligevel!) Og de få gange jeg fandt den på fx Amazon eller eBay, var det ligeledes til alt for dyre penge. Ja, det vil sige, for halvandet års tid siden fandt jeg rent faktisk et brugt eksemplar på engelsk Amazon. Et bibliotek solgte deres gamle udlånsudgave til nogle få håndører. Jeg slog til med det samme. Portoen kostede mere end boksen. Desværre forsvandt den i overfarten mellem UK og DK. Jeg fik mine basseører tilbage, men det hjalp jo lige fedt; Jeg kunne ikke bare bestille et nyt sæt for samme pris. Nå, men her sent i aftes checkede jeg lige min lange (lange!) ønskeliste hos imusic og ... lo and behold ... ikke alene havde de fået det komplette boxsæt med serien hjem, men nu stod den til sølle 350 kr.
>Haps!< sagde det, og så var den i kurven. Nu kommer der velsagtens til at gå 14 dage eller tre uger, før den når frem til domicilet her, men hva' fa'en, når man har ventet så længe, så går det nok. 

Det blir spændende at se, om den stadig synes lige så gold og trøstesløs, som jeg opfattede den i sin tid. Jeg slog den iø lige op i Politikens "TV i 70'erne", som fortæller, at seriens tre første sæsoner kørte på DR fra 1978 til slutningen af 1980. Den 4. og sidste sæson må jo derfor velsagtens have kørt i 1981, med mindre man har fyret hele baduljen af sidst i december måned 1980 - og så havde det nok været nævnt i bogen. Jeg checkede også dansk Wiki, men opslaget der var lige så udueligt, som dansk Wiki plejer at være. Ud over den danske titel finder man ingen info om den danske visning på det site overhovedet. Dansk Wiki er ren afskrivning fra den engelske udgave. 


2 comments:

  1. Dine erindringer om serien passer meget godt til mine egne. Og så husker jeg, at der blev drukket en del små skarpe. Eller måske husker jeg forkert?

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hmm, de fik da vist en del "pints of lager" på pubberne i serien.

      Delete