Tuesday, 6 April 2021

Alright, that's it!! I'm cancelling my subscription!!!

 Jeps, hvis man bare ventede på en nogenlunde plausibel grund til at slette bloggen her fra ens blog-roll, så er der grund nok her, når jeg - en (selvudnævnt) navnkundig og (selvbestaltet) filmentusiast - nu løfter sløret for, at jeg ... engang ud på de små timer i nat - slog til og bestilte den store box med den komplette samling af gamle FAR TIL FIRE-film! FAR TIL MOTHERFUCKING FIRE!!!!! Med ham der Lille Palle, eller hva' fa'en han hedder. Jeps, det er sandt. Ingen løgnehistorier herfra. Og man bemærker, at det ikke længere er den første april! 

Jeg har længe gerne villet se alle disse film, og nu opdagede jeg ved en tilfældig tilfældighed, at boxen var kommet ned på et nogenlunde menneskeligt beløb. For nogle dage siden kostede den 199,95 kr. hos Gucca, men jeg ventede for længe, og i forgårs var den igen oppe på 250 dask. Men så i går røg den tilbage ned på 200 kr. og, haps, nu er den min!

Men hvorfor ... FAR TIL... [ja, man kan jo næsten ikke få titlen over læberne uden at mærke kvalmen i halsen]. Men altså, fra tid til anden har jeg jo fanget et klip her og et klip der af filmene på TV. Og jeg har i de senere år udviklet en eller anden fascination for det gamle pop-Danmark, som er væk. Og FAR TI... [kaster op i egen hånd]... FAR TI... FAR TIL F... nå ja, vi behøver jo heller ikke gentage den titel hele tiden, men altså nu vil jeg til at opleve Danmark i 50'erne. I alt fald som set gennem FAR T... denne filmseries øjne. Fake og på ingen måde dokumentarisk, autentisk eller den mindste smule virkelighedstro overhovedet. 

Den oprindelige serie består af otte film, som alle er i boxen. Og derudover kom der en film i 1971 med nye skuespillere og ny instruktør. Den glæder jeg mig faktisk lidt til at se. Det lyder, som om den blev et fuldstændig makværk af et forsøg på at fortsætte serien. Muligvis totalt psykotronisk. 

Den nye serie fra 2000'erne (som på Wiki er anført som adskillige nye serier) har jeg absolut ingen interesse i. Måske vil jeg bruge dvd-skiverne som underlag, når gæster tilbydes en kop kaffe. 


Sunday, 4 April 2021

SPIDER (David Cronenberg, Canada 2002)


 Jeg genså Cronenbergs SPIDER i går aftes - igen. Jeg genså den også sidste år. Før det havde jeg ikke set den siden førstevisningen i 2003, hvor jeg købte den på en exrental-dvd. I 2003 var jeg dybt skuffet. Sidste år og i aftes syntes jeg, SPIDER er det bedste siden brød i skiver. I dette øjeblik vil jeg nok mene, at det er Cronies bedste film til dato. Check traileren og skaf hele filmen hjem! Du vil ikke fortryde det, med mindre du har en filmsmag som en gammel dametaske. 

Desværre er den IKKE udsendt på blu-ray! Den danske dvd er dog glimrende. EDIT: Filmen ER nu udsendt på bluray i USA (og jeg har købt den)!!! (17.08.23)

Tuesday, 30 March 2021

Ugens nummer af SERIEBLADET: 30 lig, 22 stavefejl og 20 (eller 29) grammatiske misforståelser!

Avisen LAND OG FOLK (22. december 1950)

 Jeg fandt en gammel anmeldelse af det danske tegneserieblad SERIEBLADET (SERIEMAGASINET under sit oprindelige navn), som udkom i starten af 50'erne. Og jeg skal love for, at man gik til stålet i anmeldelserne dengang. Okay, det er fra den kommunistiske avis LAND OG FOLK, men alligevel! 

Mon ikke anmelderen efter publicering i øvrigt har ærgret sig gul og grøn over, at han selv (eller måske var det en redaktionssekretær, der skrev overskriften) ikke kunne bestemme sig for, om der var 20 eller 29 grammatiske misforståelser! 

PS: Anmelderen underskriver sig "doll". Jeg overvejer en lille artikel om de tre lange anmeldelser af SERIEBLADET, som han eller hun skrev dengang. Og det ville være cool at få sat et rigtigt navn på journalisten. Jeg checkede avisens kolofon, men uden held. Hjælp/tips modtages med kyshånd. 


NB. Klik et par gange på artiklen. Billedkvaliteten er god nok til, at den sagtens kan blæses op i stor størrelse og læses.

Monday, 29 March 2021

Kiwi-zombier - post Peter Jackson


 På vej hjem fra et eller andet sted forleden gik jeg forbi en genbrugsbutik i en ende af storbyen (læs: provinshullet) og måtte selvsagt ind og checke for film. Jeg havde kun været derinde een gang før, og dengang havde de nul og nix. Denne gang var der held i sprøjten, og ikke mindre end ti disks kom med hjem. Det gamle dvd-format, jo-jo, men til 5 kroner stykket, så er det til at overleve.
Her i eftermiddags smækkede jeg den først på: En for mig ukendt zombie-film, LAST OF THE LIVING (Logan McMillan, 2008). Ja, jeg ved, hva' du tænker: "Zombie-film, er vi ikke snart trææætte af dem!" Tjah, tjoh, hvis det er godt, er det jo godt. Og det faktum, at filmen her skrev New Zealand på omslaget, lovede om ikke andet at være interessant. Jeg mener, hvor tit ser vi lige horrorfilm fra NZ? Alt for sjældent! 

Filmen røg på. Nåh ja, before I forget, coveret lovede også, at man ville ELSKE filmen, hvis man syntes godt om SHAUN OF THE DEAD. Hahaha. Dén reklame har vi set før, og man ved godt, at den højst sandsynligt IKKE holder. Intet rører SHAUN i comedy-zombie-genren! Men mindre kan også gøre det. Og igen: fra New Zealand! 

PLOTTET. Christchurch ligger øde hen. Verdens ende er ikke nær - den er her! Tre venner bor i et hus og fortsætter stort set hverdagen som i gamle dage - før zombie-epidemien brød ud. Nå ja, bortset fra at fraværet af kvindfolk plager dem pænt meget. De handler ind i de tommer supermarkeder og henter CD'er i pladebutikken. Sjovt nok er butikkerne stadig propfyldte. Så finder de på at huset er for kedelig og kører gennem de tomme gader på udkig efter et nyt (fotografen har overset et par biler, som uheldigvis kan ses i baggrunden af den opmærksomme seer). De flytter ofte. Så finder de en kirke (!) og beslutter, at den nok har stærke mure, som kan klare zombie-angreb. Inde i kirken møder de en dejlig sild, der heldigvis ikke er zombieficeret, og hendes forsker-farmand - som ER ramt af zombie-pesten. Hun overtaler de tre gutter til at hjælpe sig afsted mod det lokale - zombiefyldte - hospital, så hun kan færdiggøre noget et eller andet forarbejdning af noget zombie-blod, så det kan bruges til en vaccine. De tre gutter si'r ja - de har som sagt ikke set en levende kvinde meget længe. Jeg gider ikke genfortælle mere plot, men der sker en hel masse. 

LAST OF THE LIVING er fint underholdende, og det var fedt igen at høre den newzealandske dialekt i en splatterfilm. Filmen er low budget, men det gør ikke noget. Nogle gange er det befriende, at se hvordan filmskaberne har klaret at spare på effekterne. F.eks. da en dør i en (rigtig) butik skulle smadres, ser man det indefra og hører kun lyden af den smadrede dør. Skuespillerne er fint okay til denne type film. De bliver ikke hyret af Martin Scorsese i næste uge, men det gør heller ikke noget. Filmen er Logan McMillans spillefilmsdebut. Ifølge info på nettet har han lavet tonsvis af kortfilm. Desværre ladet det til, at dette er hans eneste rigtige film. Han laver i dag reklamefilm. Måske blev LAST et flop. Synd, den er nemlig som sagt fint underholdende. Men om ikke andet har han da dén at vise frem. Hans kult-præstation. Okay, måske er det at strække den en anelse ligefrem at kalde filmen "kult", men hva' fa'en. Jeg har det med også at kalde min 3-minuttersrolle i zombie-filmen RÅDDEN KÆRLIGHED for min kult-rolle. Hah!

Blot for at du ikke skulle spilde tid på at gøre det, så checkede jeg, om der er en blu-ray ude, men desværre, det er der ikke. Men en håndfuld dvd'er kan man i hvert fald vælge mellem at skaffe. Min egen dvd er en ex-rental, men den danske sell-thru-dvd (direktelink) kan fås fra Video Nettos gamle butik (den fysiske kæde er lukket, men webshoppen eksisterer stadig): De har kun eet eksemplar tilbage (og eet eksemplar af UK-udgaven). Der findes også et par andre udgivelser, bl.a. en tysk dvd (med eng. audio). 



Saturday, 27 March 2021

Brigitte Fontaine - "Genre Humain"


 Her er en Video med den franske Avantgarde-Kunstnerinde Brigitte Fontaine. Videoen er fra 1995, hvor hun var omkring de 55. I Dag er hun 81 og stadigt i fuldt Vigør. Jeg saa netop et Interview med hende fra sidste Aar. Jeg har i.ø. en Fornemmelse af, at hun må have set DAS CABINET DES DR. CALIGARI (DK Titel: Dr. Caligari) fra 1920. Videoen er ikke en Karbonkopi, men dog alligevel inspireret deraf - det kan næsten ikke være et Tilfælde.

Wednesday, 24 March 2021

Lorte-lig! Buster Larsens mest GUSTNE rolle

Fra avisen Ny Dag 29. januar 1983. Man bemærker, at
journalisten intetsteds i artiklen staver filmens titel korrekt.


DET PARALLELLE LIG (Danmark 1982)

 Jeg så den danske "gyserfilm" DET PARALLELLE LIG i dag. Gyserfilm i gåsetegn for det er den gamle definition af gyser, vi skal have fat i her; der er tale om en thriller. En krimi-thriller. Men uafhængigt af genrelabel, så var jeg fandens godt underholdt, for den var skidegod! Ja, to kraftudtryk lige efter hinanden til at overbevise læseren om, at skribenten virkelig mener det. 

Jeg har længe kendt til filmens eksistens, men jeg har altid ganske urimeligt antaget, at eftersom Buster "lorteland" Larsen var med, så var der nok tale om noget fjolle-kriminallystspil af en slags. Well, det skulle så vise sig ikke at holde stik. På ingen måde faktisk. Der er ingen humor i DET PARALLELLE LIG. End ikke den mindste smule sort humor. Og ingen halvdårlige scener eller dialog, som man kan "hø hø" eller "ti-hi" lidt af. Intet. Buster Larsen leverer karrierens mest gustne præstation. 

Filmen er baseret på Frits Remars bog af samme titel fra 1968. Jeg har tidligere omtalt Remars bog Dame alene i verden (1980), som jeg ikke var ovenud begejstret for. Lidt for meget hyggekrimi over den. Men nu har jeg lyst til at læse hans originaloplæg til filmen. Remar døde desværre kort tid efter, filmen blev lavet, men ifølge den ovenfor postede artikel så nåede han at se den på video. 

Hvis jeg har nogen opmærksomme læsere, vil de sikkert bemærke, at jeg ikke nævner filmens instruktør. Problemet er, at jeg virkelig ikke aner, hvem eller hvor mange der var med til at lave DET PARALLELLE LIG på instruktørfronten; På dansk Wiki nævnes EET instruktørnavn. På DFI nævnes TO instruktørnavne, og på IMDb nævnes hele TRE instruktørnavne. Jeg gider ikke grave dybt og længe for at opklare, hvilket site der har ret. 

Jeg så filmen på en barebone dvd, som jeg købte for 30 kr. fra Gucca for nyligt. Selve filmen er, så vidt jeg kan se, i korrekt format, og billedkvaliteten er nogenlunde god. Desværre er Nordisk Film som bekendt nogle røvbananer, som skider på deres egne film og disses udgivelser. Der er intet ekstramateriale på disken - ikke engang en trailer. Ingen tekster for døve. Der er END IKKE EN MENU! Omslaget giver ingen som helst credits-info ud over, at det nævnes, at filmen tilhører genren "drama" - hvilket må siges at være ... forkert. Desværre antager jeg ikke, at filmen nogensinde vil komme på bluray i en ordentlig udgave. Men som sagt, oplevelsesmæssigt er billedkvali okay fin nok. Se den!

Frits Remar foran sin bogreol. I hånden ses hans "kassetteroman",
som han udgav på sit eget forlag. Han skrev den
selv, konen indtalte den, og sønnike tegnede omslaget.

Friday, 19 March 2021

MEGA PYTHON VS. GATOROID (Mary Lambert, USA 2011)

TRAILER:


Mary Lambert instruerede den glimrende ONDSKABENS KIRKEGÅRD. Tredve år senere lavede hun så ... MEGA PYTHON VS. GATOROID!! Argh! Talk about en karriere, der tog et trappetrin den gale vej. Jeg har netop set den, og den var da underholdende som "tegnefilm", men langt fra en god horrorfilm på nogen som helst måde. Hun er end ikke omtalt på dvd-omslaget! Stakkels Mary.

Jeg købte et Roger Corman-dræberhaj-dvd-boxsæt for ni (9!!) år siden, og fik endelig set film nummer to fra sættet. Jeg valgte MEGA PYTHON VS. GATOROID, netop fordi det var Lambert, der havde instrueret. "Hvordan mon hun klarer en dræberdyr-film efter Ondskabens kirkegård?" tænker man. Well, som sagt, filmen var sådan set udmærket som overdreven spasser-tegnefilm, men det er lidt spildte evner, når man nu godt ved, at hun kan lave noget bedre. Ærgerligt, at hun ikke får chancen til bedre ting.

I øvrigt et lidt spøjst dvd-boxsæt; de tre af filmene er Roger Corman-film (øverst på dvd-omslagenes forside står med store bogstaver "Roger Corman Presents", hvorimod den fjerde film, Lambert-filmen, er fra selskabet The Asylum. Med porto kostede sættet lige under £9 for næsten et tiår siden.

Extras på disken: en trailer!

De andre tre film er: SHARKTOPUS, DINOCROC VS. SUPERGATOR og DINOSHARK.

Tuesday, 16 March 2021

THE KING IS ALIVE (Kristian Levring, Danmark 2000)

 - eller: Manden der missede dogme!


Ovenfor: Den amerikanske trailer. Den danske/internationale trailer, som ligger på den danske dvd, er åbenbart ikke uploadet til YouTube (jeg kan i alt fald ikke finde den).

Tilbage i 1995 og i årene frem, da Gud og hvermand kom i bukserne over Dogme95-filmene, da sad jeg jo derude og fulgte det hele på TV og tænkte "Ja-ja, dem må jeg se en på et eller andet tidspunkt". Som så meget andet blev det selvfølgelig bare ikke til noget. Jeg fik set MIFUNES SIDSTE SANG engang på TV ... and that's it! Jeg har selvfølgelig - lissom enhver anden stodder i dette land - set klip fra IDIOTERNE (jeg har endda downloadet den fra DR for nyligt) og de andre film, men hele film? Nej. Ikke en eneste. Nå ja, det vil sige, der kom jo også nogle udenlandske dogme-film. Film, som i Danmark stort set er ignoreret, fordi danskerne ikke gider noget ikke-dansk, når det nu SKAL være dansk. Men jeg så faktisk den franske dogme-film LOVERS (link til filmens Wiki-side) og optog den, da DR2 viste den en enkelt gang. Den er virkelig god, og i årenes løb har jeg vel set den 8-10 gange. Endda købt den på tysk DVD. Tysk - fordi ... sig det så i kor: danskerne gider ikke de udenlandske dogme-film! Og den findes selvsagt ikke på dvd i Danmark. 

Nå, det er ikke LOVERS, vi skal snakke om her (omend den er god. Se den!), men derimod Kristian Levrings THE KING IS ALIVE. Som nævnt i tidliere indlæg, var jeg for 8-10 dage siden lige inde hos Gucca for at kigge på tilbud, og de havde sgu KING til nogle få basører. Noget i en størrelsesorden, der kunne have betalt for en pose Piratos, hvis jeg havde fravalgt dvd'en. 

PLOTTET. En busfuld turister kører gennem ørkenen. Chaufføren stoler blindt på den oldnordiske GPS (filmen er fra 2000!), og det viser sig at være en fatal fejltagelse. De kører vild og løber tør for benzin. En mand, der kender ørkenen (synes han i alt fald selv), går efter hjælp. Og i mellemtiden gør resten af gruppen - mennesker, hvoraf de fleste ikke kender hinanden på forhånd - det, som mennesker normalt gør, når de ikke har andet for. De keder sig, de ævles og kævles, de forsøger at bolle med andre, som ikke har lyst, og de sætter et Shakespeare-stykke op. Nå ja, det sidste der er måske ikke helt så vanligt, når talen går på, hvad kedsommelige folk laver, når de keder sig. Men det gør de altså.Og så sker der en hel masse.  Eller gør der. Hvad med et golden shower? Får vi ET FATALT GOLDEN SHOWER!?!? Se filmen and find out! Og der er tid nok: Med en løbetid på omkring et par timer kommer vi rigtigt ind bag facaderne på de 10 mennesker i gruppen. 

Jeg skal ikke gå i dybden med plottet her, det ville både være synd at afsløre for meget, og jeg gider heller ikke. Det er jo trods alt ikke et nummer af Kosmorama det her (som Henrik List i en artikel i Politiken, eller var det i Tante B, engang hævdede var det eneste filmblad i Danmark. Han begræd afsavnet af en hel "underskov" af små filmblade, som han skrev. Keglen havde end ikke gidet undersøge, OM der var en underskov af filmblade i Danmark. Det VAR der rent faktisk dengang. Små fanblade, som List ikke kendte en skid til, fordi han velsagtens blot kiggede efter slige sager i kiosken på hovedbanegården og hos en af de store boghandler i den indre by/KHB). Oh well. Hov, det blev vist til et sidespor her!). 

Jeg syntes, THE KING IS ALIVE er en rigtig fin film. Den er ikke firkantet, den følger ikke de traditionelle former - hva' fanden de så end er - og Dogme95 var i alt fald godt for den. Og eftersom jeg jo åbenbart er en af de få, der har set Levrings foregående film, hans debutfilm, post-apokalypse-filmen ET SKUD FRA HJERTET, så kan jeg i alt fald melde tilbare til redaktionen og orientere, at hans film nr. 2 er meget bedre end hans film nr. 1 (men vi vil nu alligevel snart gerne se en blu-ray med ET SKUD FRA HJERTET! Den er kun ude på exrental-VHS i Danmark. Der findes også nogle få udenlandske videoudgaver, men INGEN dvd på verdensplan!).

Der er fine skuespilspræstationer, og i en bedre anmeldelse ville anmelderen sikkert beskrive dem. Brion "Time to die" James er med - du ved, ham fra BLADE RUNNER, og han ser træt, syg og sørgelig ud. Han gik bort i 1999, før filmen blev udsendt.  

Dvd'en har en masse ekstramateriale med, både om KING og DOGME95. Der er undertekster på dansk og adskillige andre sprog. Billedkvaliteten er glimrende for dvd. Og hvorfor er alle dogme-filmene ikke kommet i et samlet blu-ray-boxsæt!? De danske videoselskaber er nogle hundehoveder!

Jeg vil bestemt anbefale Levrings film. Laver han stadig film i øvrigt? Hans seneste er fra 2014. 

Ad-mat fra Ekstra Bladet 12.9.86 

  
Jeg ville selvsagt også gerne have bragt en ad-mat fra THE KING IS ALIVE,
men i 2001 havde biograferne for længst holdt op med at bringe de coole
reklamer i aviserne, og dette var alt, det kunne blive til.

Monday, 15 March 2021

ILSE - HUNULVEN FRA SS (Don Edmons, Canada 1975)

 Det er snart pænt mange år siden, jeg har set ILSA - SHE WOLF OF THE SS, eller ILSE - HUNULVEN FRA SS, som den hed i de danske biffer. Jeg må desværre tilstå, at førhen var der en del film, som jeg så så langt ud på natten, at jeg nok har sovet mig gennem halvdelen af herlighederne. Jeg har set den første ILSE-film adskillige gange, men jeg huskede stort set ikke to tredjedele af filmen! Denne gang var jeg ikke overtræt, og hvis jeg de andre gange har gennemskuet, at ILSE - SHE WOLF OF THE SS halvt om halvt er en komedie, så gik det enten ikke op for mig, eller jeg har pure glemt det! Jeg har vist altid tænkt på, at disse film var i samme league med de italienske nazispolitation-film, men det er HUNULVEN ingenlunde. Der er en sort humor til forskel. 

PLOTTET. Ilse (spillet af über-dejlige Dyanne Thorne, som Sort Sol har lavet en hyldestsang om!) knepper tilfangetagne mænd i den KZ-lejr, som hun "bestyrer". Når de har forsøgt at fornøje hende - hvilket ingen af dem kan - så skærer hun gynteren af dem og sender til Doktor Mengele i Berlin. Tilfangetagne kvindfolk bliver delt op i to grupper; dem, der skal fornøje Hitlers stolte tropper, og dem, der skal bruges til at forske på (dvs. gives diverse sygdomme og pules med elektrificerede dildoer). Men på et eller andet tidspunkt ankommer en amerikaner med en schwanz, der kan sige spar to til det hele. Eller i alt fald få frau Ilse til at stønne højlydt i timevis. På et eller andet tidspunkt skal de vel også forsøge et flugtforsøg af en slags. 

Når man ser pressematerialet fra 70'erne, kan man jo godt se, at disse film blev opreklameret som det værste djævleskab. Og min salige moder ville have korset sig (eller noget), hvis hun havde opdaget at jeg så dem. Men sagen er, at de er exploitation-film med effekter, som er så fake, at de nærmest er fake med fake oven på. Men for satan da, hvor det underholder! 

Desværre er der ikke nogen ordentlige blu-ray-udgivelser af disse film. Mit gamle dvd-boxsæt fra Scanbox er ganske okay. Så vidt jeg husker (uden at checke), så var de gamle videoudgaver i fullscreen. Dvd'en er i 1.66:1 og heldigvis anamorfisk widescreen. På omslaget kunne de hundehoveder hos Scanbox end ikke skrive titlen korrekt, men kalder filmen "Ilsa - hun-ulven fra SS" (den korrekte danske titel er "Ilse - hunulven fra SS"). Der er en trailer og kommentarspor. Jeg husker, at man på et tidspunkt kunne købe boxen i TP for 40 kroner. Se, dét var tider, børnlille. 

 NB: Og tro det eller ej, men da direktøren af den svenske afdeling af Scanbox i sin tid opdagede, at selskabet havde udgivet boxen i Sverige, blev han tosset og forlangte den trukket tilbage! Jeg har historien fra en af de gamle svenske samlere med tråde langt ind i svensk TV- og videoproduktioner. 


Sunday, 14 March 2021

Bog(h) om DRÆBERHAJER skræmmer morgenmennesker


 Jeg har en ubændig trang til at titulere flinke Christian Bogh med et hr. Bogh. Jeg mener, han er direktør for fanden! Han hævder godt nok, at det "kun" er kommunikationsdirektør, men dén beskedenhed køber jeg ikke. En direktør er en direktør! Heldigt for Bogh, at det ikke direktør for DSB. 

Anyhoo, jeg skrev forleden om hr. Boghs nye bogh, ehm, bog om hajfilm; Film, som vel at mærke er dræberhajfilm, ikke hajdokumentarfilm! Ifølge Bogh (via den facebookgruppe, han nævner i bogen, omend ikke ved navn) så er pænt over halvdelen af oplaget (på 100) allerede væk. Og som om det ikke var nok, var Christian i TV2's morgenprogram "Go'morgen Danmark" i dag, hvor man lavede 10 minutters interview om bogen, Christians fascination for hajfilm, og tips til hvilke film man burde se, hvis man vil begynde med genren. I anledning af interviewet havde man også inviteret en fyr, der vidste noget om rigtige hajer. Amalie var der også, men det behøver vi ikke snakke mere om. 

En ting, der undrede mig, var, at TV2 gennem hele delen om hajfilm brugte den engelske titel for Dødens gab til trods for, at lige netop denne film er en film, hvor den danske titel er både 100 % mere brugt i Danmark end den originale titel - og det faktum, at den danske titel er 300 % bedre end den originale amerikanske titel. Jaws lyder lamt. DØDENS GAB derimod ... prøv at sige det langsomt og kraftfuldt! D-Ø-D-E-N-S GAB. Langt bedre titel!!!

Det var et glimrende indlæg og tillykke til Christian Bogh for at komme på TV med sin nye bog.

Jeg ville gerne have linket til interviewet, men modsat DR lægger TV2 ikke deres programmer ud til offentlig skue. TV2 er jo en kommerciel kanal. Jeg har for længst valgt TV2 fra (fordi de modsat for 30 år siden i dag stort set bare er lort). Jeg havde mulighed for at se programmet hos en bekendt, og hurra for det. Jeg havde håbet, at nogen havde kopieret programmet og ville have lagt det op et sted (personligt have jeg jo lagt den slags på YouTube!), men det eneste upload er indtil videre en telefon-affilmning i dårlig kvalitet på fb. Come on, Bogh, læg det på tuben! 

Billederne her på siden har jeg lånt af Henrik Andersen helt uden at spørge (de blev bragt på fb). Tak, Henrik.